Vejledning

Af Poul , 13 december 2025

Kontroludledning til politikernes samlevere

(opdateret udgave i lyset af moderne kosteskabsdiplomati og antibaviansk forhandlingsteknik)

1. Generel beredskabs misinformation

Som samlever til en politisk aktør skal du forvente perioder med forhøjet ideologisk smitte. Udveksling af mikroorganismer, holdninger og halve slogans er uundgåelig og betragtes som erhvervsskade. Blandingsformer mellem politiske ideologier kan forekomme, særligt efter midnat og konferencer med navneskilte.

2. Krav til det politiske korpus i en intensiveret verden

Den politiske krop er et arbejdsredskab. Den kan udsættes for langvarig kosteskabsdiplomati, manglende dagslys og gentagelse af samme sætning i flere døgn. Som samlever anbefales det at holde afstand, lufte ud og undgå øjenkontakt, når der tales i soundbites.

3. Eksporteventyret

Et eventuelt eksporteventyr er lykkedes for tre partier i Folketinget. Dette betyder, at forvirring nu også produceres til udenlandsk brug. Skulle din samlever omtale dette som en succes, nikkes der roligt. Modargumenter kan udløse gentagelse.

4. Overblikkets store faser

Politikeren vil hævde at have overblik. Dette er en fase. Hvis duedalleriet fortsætter, kan modernisternes formand blive nødt til at “stikke røven ud”. Dette skal ikke forstås konkret, men socialt. Der kan være tale om en hurtig afstikker med mange øl og begrænset ansvar.

5. Efterbehandling og fordøjelse

Alle resultater skal fordøjes. Dette tager tid. Ofte længere end selve beslutningen. Som samlever bør du ikke forvente analyse før mavefornemmelsen har lagt sig, og der er adgang til kaffe.

6. Grænsekontrol og papegøjer

Der har været usikkerhed om, hvorvidt papegøjer kan medbringes over grænsen. Disse fungerer som gentagelsesenheder, hvis budskabet mister sammenhæng. Hvis din samlever pludselig taler i cirkler, er det sandsynligvis allerede sket.

7. Afsluttende bemærkning

Husk: Det er ikke personligt. Det er strukturelt.
Ved længerevarende symptomer anbefales midlertidig tavshed, ironisk afstand og eventuelt støjdæmpende hovedtelefoner